“ALT ER TABT” er Under Byens til dato mest nøgterne titel. På det danske orkesters fjerde studiealbum skæres ind til benet. Lyden er mere rå, primal og lige på. Intet synes længere for banalt. I teksterne er ordene få. Nogle synes helt at være faldet ud. Instrumenterne står tendentielt frem i deres rene uformidlede materialitet, hvor musik bliver at forveksle med konkret lyd. En cello lyder af træ. En guitar af stål.

Albummet er i sin grundstruktur knap, minimal og abstrakt. Musik og tekst er hele tiden på nippet til at eksplodere i en ny betydning, ny kompleksitet og ny nuancerigdom. Under Byens musik vakler i en stadig mere insisterende dissonans.

Det fortættede univers, som orkestret har udviklet over sine tre foregående albums, er nu under afvikling. Den fremadskridende, løbende musik, der markerer tidens gang, synes også at forholde sig til sin egen endelighed. Pladen er en afsøgning af, hvad der bliver tilbage, når man glemmer, hvad man engang har erhvervet sig. “ALT ER TABT,” lyder det ikke uden sort humor på titelnummeret.

Efter at have erobret nyt land og udvidet territoriet, er tiden kommet til grundforskning på stedet og en seriøs flirt med det, der ligger lige for. På arkæologisk vis vender Under Byen nær ved hver en sten i sit eget lydunivers. Nye lag afdækkes messende repetitivt, programmatisk, ja, ligefrem “detektivistisk,” som det hedder på en af albummets 10 sange, der i deres udtryk drager paralleller til kubismens krav om at anskue en genstand fra adskillige vinkler hvor dele skaber en ny helhed.

“ALT ER TABT” er gruppens givetvis mest levende og legesyge udspil til dato – hvor foruroligende undergangstonen end er.